Døvblinde kan også blive ramt

 

Alle har brug for oplevelser, fællesskab, hygge – og erfaringsudveksling om hverdagens udfordringer.

 

Af Ditte B. Sørensen, HB-medlem og erfa-leder ved Foreningen Danske Døvblinde (FDDB)

 

”Erfagruppen Nord- og Midtjylland for døvblinde” er en lille lokalgruppe under Foreningen Danske Døvblinde (FDDB). Vi mødes fast et par gange om ugen i Dansk Blindesamfunds aktivitetshus, Sønder Allé, Aarhus.

 

Lige nu yder Aarhus Kommune huslejestøtte til Dansk Blindesamfund, der så betyder, at Dansk Blindesamfund kan stille et lokale til rådighed for os døvblinde hver uge samt tilbyde et specielt hobbystrik-hold og frokostordning, alt sammen er til stor livsglæde og fornyet energi for os døvblinde.  I erfa-gruppen kan vi mødes med ligestillede, dele erfaringer over en kop kaffe og danne sociale netværk og støtte hinanden i hverdagens udfordringer med syns- og hørehandicap.

 

Det er meget bekymrende, og vil ramme hårdt, hvis huslejestøtten bortfalder.

 

FDDB arbejder meget på at bryde ensomhed og isolation samt skabe ligeværd som mennesker og lige muligheder i samfundet. Som døvblind er det helt afgørende, at man kender det sted, hvor man kommer, og er tryg ved det. En del planlægning skal gå op, hvorfor et fast tidspunkt har stor betydning for et vellykket møde. Sidst men ikke mindst er husets lokaler særligt velegnede for folk med dårligt syn. I Sønder Allé er der skabt nogle helt specielle rammer, som har gjort det muligt for os at have et fristed et par gange om ugen, som vi er trygge ved, og som vi kan planlægge ud fra. Det håber jeg ikke, at kommunen rører ved.

 

Læserbrevet blev offentliggjort af  Århus Stiftstidenden onsdag den 20. januar 2016.