Høringssvar vedrørende besparelsesforslag fra MSO, sektor 3.31: Foranstaltninger for ældre og handicappede, forslag nr. 7: Aktiviteter og specialiserede tilbud

 

Magistraten for Sundhed og Omsorg foreslår i sparekataloget, at huslejetilskuddet på 226.000 kr. til Dansk Blindesamfunds aktivitetshus i Aarhus kommune fjernes. Dansk Blindesamfund vil i det følgende gøre byrådet opmærksom på, hvilke katastrofale konsekvenser det vil få for blinde og svagsynede borgere i kommunen.

 

Blinde og svagsynedes aktivitetshus har gennem mange år været en base for borgere med synshandicap i Aarhus kommune. Her kan man være sammen med ligestillede, og blive styrket i at begå sig og få energi til at tage del i samfundet. Det at miste synet helt eller delvist er et fundamentalt tab. Man kan ikke længere, det man kunne før. Det vil bl.a. sige at læse og skrive, lave mad, færdes inde og ude til fx indkøb og sociale aktiviteter, og dyrke de interesser, der har givet livskvalitet. Alt skal genlæres på helt nye måder.

 

Aktivitetshuset er indrettet på en måde, der gør det lettere for blinde og svagsynede at finde rundt i huset. Det betyder, at man hurtigt kommer til at føle sig tryg. Det er Dansk Blindesamfunds erfaring, at de blinde og svagsynede, der benytter et eller flere af tilbuddene i huset, blomstrer op og genvinder livsmodet og kræfterne til at håndtere den nye livssituation med de muligheder og begrænsninger, der er. Flere får også mod og energi til at benytte undervisningstilbuddene i Blindes Oplysningsforbund, nogle af de mange øvrige tilbud der er i kommunen og i kulturlivet i det hele taget.

 

Kommunen har ud over støtte til husleje siden 70’erne finansieret ansættelse af en beskæftigelsesvejleder og en seende hjælp. Det har betydet, at Aarhus kommune og Dansk Blindesamfund i fællesskab har kunnet drive et lokalcenterlignende tilbud målrettet borgere med synshandicap. Dette har Aarhus kommune gjort i erkendelse af, at man ude på lokalcentrene ikke har eller kan udvikle den nødvendige specielle kompetence, fordi målgruppen er så lille.

 

Det er et helt unikt tilbud, som Aarhus kommune kan være stolt af at have støttet gennem alle årene, og fjerner byrådet nu huslejetilskuddet, vil det lokalcenterlignende tilbud forsvinde – ingen lokaler, ingen tilbud.

 

En stor del af de øvrige aktivitetstilbud i huset igangsættes, planlægges og gennemføres af blinde og svagsynede, der herved yder en stor frivillig indsats. Det er således blinde og svagsynede, der er primus motor på aktiviteterne – Vi der kan er rollemodeller! Vi viser andre i samme situation, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv med et synshandicap. Denne frivillige indsats kan kun ydes af blinde og svagsynede, fordi vi har et hus indrettet på vores præmisser, og hvor vi kan arbejde i kendte rammer. Aarhus kommune har en ambition om, at flere velfærdsopgaver skal udføres af frivillige, og det er netop denne ambition, Dansk Blindesamfund forsøger at imødekomme med det frivillige arbejde i aktivitetshuset. Fjerner byrådet huslejetilskuddet, undergraves kommunens egen frivillighedsstrategi for blinde og svagsynede.

 

Med de mange aktiviteter arbejder Dansk Blindesamfund for at modvirke isolation og ensomhed blandt borgere med synshandicap i Aarhus kommune. Her skal man tænke på, at vi ikke er ret mange blinde og svagsynede i Aarhus kommune, og det betyder, at det er vanskeligt for blinde og svagsynede at skabe kontakt til borgere i samme situation, men det er lige netop det, man kan i aktivitetshuset.

 

Dansk Blindesamfund tilbyder også informationsmøder for de medarbejdergrupper i kommunen, der kan tænkes at komme i kontakt med borgere med synshandicap. Senest har der været afholdt et informationsmøde for kommunens forebyggelseskonsulenter. Møderne finansieres, planlægges og gennemføres af Dansk blindesamfund, og vi sætter stor pris på samarbejdet, men det kan kun lade sig gøre at gennemføre denne type informationsaktiviteter, fordi vi arbejder i kendte omgivelser, hvor vi er selvhjulpne.

 

Det fremgår af spareforslaget, at Sundhed og Omsorg fortsat vil understøtte Dansk Blindesamfunds foreningsaktivitet ved, at der fra gang til gang til konkrete aktiviteter vil kunne anvendes lokaler på lokalcentrene og i Frivillighusene.

Det vil være en fuldstændig umulighed for såvel de mange frivillige blinde og svagsynede, der står for udbuddet af aktiviteter, som for deltagerne i tilbuddene, at skulle lære at finde rundt på de mange forskellige adresser, der her vil blive tale om, og også, at finde selve vejen derhen. Det er netop at finde rundt, både inde og ude, der er et stort problem for mennesker med synshandicap. Hver gang man som blind eller svagsynet skal finde hen til et nyt sted forudsætter det, at man kan blive ledsaget af en seende person eller blive undervist i at finde vejen. Ledsagerordningen kan man kun få bevilget, hvis man er under 67 år, og timeantallet er meget begrænset. De fleste brugere af aktivitetshuset tilhører målgruppen over 67 år. Undervisning i at finde vej (mobilityundervisning) bliver kun givet til et sted, man kommer ofte, og der er i Aarhus kommune ikke mange ressourcer afsat til denne opgave. Aktivitetshuset ligger centralt på Sønder Allé i Aarhus, og de blinde og svagsynede, der kan tage bus selv, kan på grund af den centrale beliggenhed forholdsvis let lære selv at finde hen til huset. Skal aktiviteterne fremover afholdes mange forskellige steder, vil langt størstedelen af blinde og svagsynede opgive at finde frem, og dermed undlade at yde en frivillig indsats eller deltage i aktiviteterne.

 

Dansk Blindesamfund har ikke mulighed for at finansiere huslejen. Vi finansierer allerede en stor del af aktiviteterne, så egenbetalingen holdes på et begrænset niveau, da flertallet ikke har mange penge at gøre godt med. Herudover finansierer Dansk Blindesamfund en leder, der hjælper os med at skabe nye aktiviteter. Dansk Blindesamfund har i erkendelse af, at sundhed er et stort problem for mange blinde og svagsynede, startet en frokostordning for brugerne af huset. Her kan man for et beskedent beløb få et sundt måltid mad, og en god snak med andre synshandicappede. Det er velkendt, at man kan søge private fonde m.v. om tilskud til aktiviteter, men ikke til husleje.

 

Som det kan ses, vil det blive katastrofalt for blinde og svagsynede i Aarhus kommune, hvis byrådet beslutter at fjerne huslejetilskuddet til Dansk Blindesamfund. Et helt unikt tilbud vil forsvinde, og en i forvejen meget sårbar gruppe vil endnu engang blive ramt af kommunens sparekniv. Dansk Blindesamfund opfordrer derfor byrådet til at tage spareforslaget af bordet.

 

Såfremt der er spørgsmål til høringssvaret, står Dansk Blindesamfund naturligvis til rådighed med besvarelse heraf.

 

Venlig hilsen

 

Helle Kaas Schmidt

formand

 

Ovenstående høringssvar kan downloades i en pdf-udgave her Dansk Blindesamfunds høringssvar2016-01-08.

Læs pressemeddelelse.