Aarhus kommune vil spare på blinde borgere!

Af Helle Kaas Schmidt, formand for Dansk Blindesamfund Østjylland

Nu er Aarhus kommune ude efter os igen. Først skar Aarhus kommune i vores mulighed for at få den nødvendige praktiske hjælp i hjemmet, så skar de på vores mulighed for at få kompenserende undervisning i fx brug af computer, læseudstyr og telefoner, så fjernede kommunen vores lydavis, så mange ikke længere har mulighed for at følge med i, hvad der sker i den kommune de bor i, så fjernede kommunen tilskuddet til kørsel til de svageste borgere med synshandicap og nu vil Aarhus kommune så fjerne det huslejetilskud vi får til vores aktivitetshus. Det er fuldstændigt vandvittigt!!!

Det er velkendt, at mennesker, der er blinde eller stærkt svagsynede, ofte er mennesker der er isolerede og ensomme. Det er det vi forsøger at gøre noget ved i vores aktivitetshus i Sønder Allé 10 i centrum af Aarhus. Vi tilbyder alle mulige former for aktiviteter, et sundt måltid mad og en god snak med andre, der også er blinde eller svagsynede. Vi giver mulighed for, at man kan skabe sig et netværk, få informationer og lære noget om, at det godt kan lade sig gøre at få et godt liv selv om man ikke længere kan se. Vi er en gruppe af frivillige blinde og svagsynede, der er parat til at hjælpe andre. Det kan vi fordi, vi er i et hus vi kender, og som er indrettet tilgængeligt for os. Fjerner Aarhus kommune vores huslejetilskud, så må vi lukke ned, og en masse frivillige kræfter og et fantastisk forebyggende arbejde vil forsvinde. Vi kan ikke tilbyde det samme i mange forskellige lokaler rundt om i byen, som Aarhus kommune foreslår. Det vil kræve helt urimelige menneskelige ressourcer, og der stopper festen. For 226.000 kr. får Aarhus kommunes borgere et helt unikt tilbud, så Aarhus kommune på ingen måde kan få for de penge andre steder. Aarhus kommune bør være stolt at tilbuddet. Dansk Blindesamfund østjylland har hele tiden været i den tro, at vi havde et partnerskab med Aarhus kommune. Kommunen gav tilskud til husleje, en seende hjælp og en beskæftigelsesvejleder, mens Dansk Blindesamfund fandt billige lokaler, stillede en masse frivillig arbejdskraft til rådighed, og betalte for en bunke aktiviteter. Sådan er det åbenbart ikke, og jeg er godt gal over, at Aarhus kommune kan finde på at ødelække det hele for en så sårbar gruppe.

 

Læserbrevet blev bragt i JP Aarhus og i Århus Stiftstidende den 11. januar 2016.