Læserbrev

Unikt åndehul forsvinder

Af: Lotte Tobiasen, bruger af aktivitetshuset, Trillegårdsvej 59, 8210 Aarhus V

 

Som sæler i vandet, der skal op for at ånde, har mennesker med synshandicap brug for et åndehul – et sted, hvor vi kan trække vejret frit inden, vi atter kaster os ud i hverdagens udfordringer. Et sådant sted er Blinde og Svagsynedes Aktivitetshus i Aarhus, men det trues af lukning, hvis kommunens forslag om at stoppe huslejetilskuddet til Dansk Blindesamfund vedtages.

 

Huset er en oase, der altid er fuld af liv. Her kan vi slappe af blandt ligestillede, udveksle erfaringer og støtte hinanden.

 

For os, der har måttet opgive drømmen om et arbejde, er huset et alternativ til det kollegiale fællesskab, der er så vigtigt for alle mennesker.

 

For dem, der er jobsøgende eller i job er huset et frirum og en base for kompetenceudvikling, som kan være afgørende for, om man kan magte de udfordringer, som et arbejdsliv uundgåeligt medfører, når man ikke kan se.

 

Lukkes sælens åndehul, skal den bruge urimeligt mange kræfter på at finde et nyt. Måske klarer den ikke vejen derhen. Så kære politikere: Vær opmærksomme på, at en lukning af Aktivitetshuset har alvorlige konsekvenser. Dyrt for kommunen og urimeligt for alle os, der faktisk gerne vil leve et aktivt og selvhjulpent liv.

 

Læserbrevet blev bragt i Jyllandsposten søndag den 17. januar – samme dag som avisens lederskribent i utvetydige vendinger støttede  opfordringen til at bevare aktivitetshuset og tage spareforslaget af bordet.