Et forskerteam fra Aarhus Universitet har for nogle få dage siden bedt om at få følgende meget seriøse projekt delt. De arbejder med at måle succesen for inklusionsprojekter og søger nu interviewpersoner.

Man bliver belønnet for sin deltagelse. Hvis du vil vide mere eller deltage, så tag direkte kontakt til forskerteamet. Du finder kontaktoplysningerne i deres egen tekst om projektet, som jeg indsætter nedenfor sammen med en vedhæftet fil med navnet “poster.pdf”, som også beskriver projektet:

Kære Dansk Blindesamfund,

Vi er et forskningsteam fra Aarhus Universitet, som arbejder på at udvikle en skala til at måle succesen af inklusionsinitiativer. I den forbindelse søger vi nu deltagere til et interview om, hvordan man som forbruger oplever inklusion.
Inklusion er et emne, der ofte diskuteres, men som vi stadig mangler konkret, evidensbaseret viden om. Selvom der i mange sammenhænge arbejdes med at skabe mere inkluderende miljøer, ved vi stadig for lidt om, hvilke initiativer der faktisk virker i praksis samt hvad der forklarer deres succes eller mangel på samme.
Institutioner, herunder virksomheder og organisationer, spiller en central rolle i at skabe rammer, hvor diverse grupper føler sig inkluderet og som en del af fællesskabet. Der er derfor behov for mere viden om, hvordan institutioner bedst tilrettelægger og implementerer succesfulde inklusionsindsatser.
Formålet med vores forskningsprojekt er derfor at udvikle en valideret skala, der kan måle ‘oplevet inklusion’ – altså den enkeltes oplevelse eller følelse af at være inkluderet. På længere sigt skal skalaen bidrage med ny viden, der kan hjælpe institutioner med at vurdere og styrke deres inklusionsarbejde, så vi kan skabe et mere inkluderende samfund for alle grupper, ikke kun for majoriteten.
Eftersom vores fokus er på individets oplevelse af inklusion, er første skridt i vores forskning at interviewe grupper, der ofte er underrepræsenteret i forskningen – herunder personer med fysiske handicap/udfordringer. Derfor rækker vi ud til Dansk Blindesamfund, som arbejder for tilgængelighed og lige muligheder for blinde og svagsynede. Vi søger nu deltagere, der identificerer sig med denne målgruppe, og som har lyst til at deltage i et interview på ca. 60 minutter. Deltagelsen er frivillig, og alle modtager 150 DKK i tak for tiden. Interviewene afholdes online eller fysisk i/omkring Aarhus – i det format, der er mest tilgængeligt for den enkelte.
Vi håber, I vil hjælpe os med at finde deltagere, f.eks. ved at dele vores information igennem nyhedsbreve, sociale medier, opslagstavler eller noget helt fjerde. Vedhæftet denne mail finder I materiale, der kan deles.
Vi håber at høre fra jer, og at I vil hjælpe os med at finde deltagere til projektet, så vi kan komme tættere på at skabe et samfund, hvor alle føler sig inkluderet.
Skriv endelig tilbage, hvis der er spørgsmål eller tvivl. I er også velkomne til at kontakte projektansvarlig Lektor Anne Odile Peschel på peschel@mgmt.au.dk.
Tak!
De bedste hilsner,
Nadja, Anne, Lina, Nora og Anne
Aarhus Universitet, BSS
Aarhus University
Department of Management
Fuglesangs Allé 2, building 2622-C212

https://synshandicap-oj.dk/wp-content/uploads/2025/09/Poster-.pdf