Den 9. maj blev der afholdt generalforsamling i kredsen med 40 deltagere heraf 3 aktivitetsmedlemmer. Dejligt stort fremmøde, og tak for det.

På trods af, at der blev spillet Irsk folkemusik på fuldt tryk i lokalet ved siden af, var der en rigtig god debat og stemning under generalforsamlingen. Den blev ledet med kyndig hånd af nyvalgt forretningsudvalgsmedlem Erik Vind Frost. Beretningen og årsregnskabet blev enstemmigt godkendt. Vedtægtsændringsforslaget, der handlede om at give stemmeret og valgbarhed til aktivitetsmedlemmer, blev vedtaget med et stort flertal for. Det er bare ikke nok. Der skal på landsplan være 2/3 af de samlede afgivne stemmer, der skal sige ja. Den sidste kredsgeneralforsamling bliver holdt midt i juni, og så må vi se, hvad resultatet ender med.

Jeg blev genvalgt som kredsformand, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Jeg vil igen i de næste 2 år gøre mit bedste for at varetage blinde og svagsynedes interesser her i Østjylland.

Anne Kirstine Henningsen og Daniel Gartmann blev genvalgt til bestyrelsen for 2 år. Inge Gibskov blev genvalgt som 1. suppleant. Herudover blev Tinna Kristoffersen og Carsten Gade også valgt som suppleanter til bestyrelsen.

Vi holder det første møde mandag den 26. maj 2025.

Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet.

Helle Kaas Schmidt, kredsformand