Der er ændret på nogle af lydsignalerne i Aarhus midtby, så man selv skal aktivere lyden for at høre, om der er rødt eller grønt. Det drejer sig om lydsignalerne i krydsene Ryesgade-Sønder Allé, H. H. Seedorffs Stræde-Sønder Allé-Parkallé samt krydset på Banegårdspladsen. Disse lydsignaler kommer med en konstant lyd, en såkaldt pilottone, som gør, at man kan finde standeren. På standeren sidder en lille boks med en knap i bunden. Når man trykker på knappen, starter lyden som viser rødt og grønt lys. Lydgiverne som viser rødt og grønt er placeret en del højere oppe end boksen med pilottonen. Når lyden for rødt og grønt har kørt to omgange stopper den igen. Desværre er der problemer med lydniveauet. Der arbejdes på en løsning, og der bliver informeret i nyhedsmailen samt i Dansk Blindesamfund Østjyllands Facebook-gruppe, når lydanlæggene er endeligt indstillet.