To nye anemoneruter skal give kørestolsbrugere, svagtseende og
andre aarhusianere med handicaps bedre mulighed for at nyde
naturen.
Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang lancerer i dag et nyt koncept i
Aarhus: Anemoneruten.
Anemoneruterne er flade ruter med brede stier, stabilt underlag, ledelinjer
og god adgang til de vigtigste faciliteter.
”Vi bor i en kommune med rigtig mange bakker og smalle stier gennem tæt
skov, og det kan gøre det vanskeligt at komme rundt i kørestol eller som
svagtseende. Men alle aarhusianere skal have mulighed for at komme ud i
naturen, hvad end det er for at være aktive eller for at finde ro. Derfor har
vi set os om efter områder, der kunne opgraderes, og jeg håber,
anemoneruterne vil bidrage med gode naturoplevelser til flere
aarhusianere,” siger Nicolaj Bang, rådmand, rådmand for Teknik og Miljø.
Anemoneruterne er eksisterende ruter, hvor tilgængeligheden er opgraderet.
Så nu er det muligt at komme trygt rundt om Egå Engsø og en tur rundt i
Riis Skov.
Tilgængelighedsrådet har spillet en vigtig rolle i tilblivelsen af
anemoneruterne. Og en følgegruppe af aarhusianere med forskellige
handicaps har været med ude for at kvalitetssikre forholdene. Lotte
Tobiasen, som er kørestolsbruger og svagtseende er en af dem.
”Os med handicaps har lige så meget brug for at komme ud i naturen som
alle andre, men en mudret sti fuld af rødder er et helvede. Derfor er det
supervigtigt, at naturen bliver tilgængelig for alle – også så vi har mulighed
for at tage afsted på egen hånd og opleve roen,” siger hun.
Ambitionen for Anemoneruten i Riis Skov er, at den på sigt også bliver fuldt
tilgængelig for aarhusianere med synshandicap. Derfor har kommunen
indledt et samarbejde med virksomheden NaviBlind. En gruppe blinde og
svagsynede tester lige nu Naviblinds rute og udstyr.
Anemoneruterne findes i appen Opdag Aarhus.

Ovenstående tekst er en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune udsendt 29. marts 2023