Der var feststemning og fuldt hus i Blinde og Svagsynedes Aktivitetshus, da det i starten af februar 2016 stod klart, at kommunens forslag om at fjerne huslejetilskuddet til huset, var blevet trukket tilbage. Det skete efter et par nervepirrende og hektiske måneder, hvor kredsbestyrelsen og menige medlemmer knoklede for at gøre byrådspolitikerne opmærksomme på, hvor stor og afgørende en betydning, aktivitetshuset har for rigtig mange synshandicappede borgere i Aarhus.
Det er en kæmpe lettelse for alle, at det økonomiske grundlag for fortsat at kunne drive Aktivitetshuset atter er på plads. Derfor blev der budt på champagne til husets brugere, der som altid, når der er mennesker i cafeen, havde en hyggelig stund efterfulgt af en god frokost.