Er du bange for smitterisiko og utryg ved at gå uden for under coronavirus, er der hjælp at hente. Dansk Blindesamfund har indgået et samarbejde med Dansk Folkehjælp, der skal hjælpe medlemmer gennem tiden med coronavirus. Har du brug for hjælp til indkøb eller nødvendig praktisk hjælp kan du ringe på tlf. 70 220 230
Danmark og danskerne står på ukendt og usikker grund som følge af coronavirussens indvirkning i hverdagen. Verdensbilledet ændrer sig fra dag til dag, og coronavirussen har omfattende konsekvenser for vores dagligdag. Det efterlader blinde og svagsynede med et stigende behov for hjælp. Derfor har Dansk Blindesamfund indgået et samarbejde med Dansk Folkehjælp om ”Akuthjælp til blinde”.
I en tid hvor størstedelen af landet er lukket ned, og vi skal begrænse social kontakt, er det som blind og svagsynet svært at holde afstand, når man bevæger sig udenfor. Derfor tilbyder Dansk Folkehjælp at hjælpe Dansk Blindesamfunds medlemmer gennem tiden med coronavirus for at begrænse smitterisiko og skabe tryghed i en usikker tid. Hjælpenetværket består af frivillige kræfter, som vil bidrage til at gøre hverdagen under corona nemmere for mennesker med synshandicap. Alle frivillige har indgået en frivilligaftale med Danske Folkehjælp og afleveret en ren straffeattest.
Har du brug for hjælp?
Konkret kan Dansk Blindesamfunds medlemmer få en håndsrækning til fire områder i hverdagen:
Dagligvareindkøb og udbringning
Her vil den frivillige sørge for indhentning af indkøbsliste, indkøb af varer og levering til hjemmeadresse. Der vil maksimalt kunne handles for 400 kroner per indkøbstur, som afregnes direkte med den frivillige.
Medicinindkøb samt udbringning
Medicinindkøb og levering foregår som ved dagligvareindkøb, men her skal den frivillige medbringe borgerens sygesikringskort. Her kan beløbsgrænsen dog være højere end de 400 kroner som ved dagligvareindkøb, også her sker der en afregning direkte med den frivillige.
Madudbringning
Denne hjælpeindsats omfatter medlemmer, der ikke er omfattet af en kommunal madordning. Det kan for eksempel være midlertidige madpakkeordninger eller cateringvirksomheders tilbud.
Nødvendig praktisk hjælp i hjemmet
Der indgås en aftale med en frivillig, som kan hjælpe med akutte, mindre tekniske problemer, som kan være svære at håndtere som blind eller svagsynet. Det kan for eksempel omhandle skift af sikringer, TV eller telefoni, der ikke fungerer.
Det er dog vigtigt, at ingen af de ovenstående hjælpeindsatser overtager lønnet arbejde. Det er tænkt som en ekstra håndsrækning i en svær tid, hvor den vante dagligdag er vendt på hovedet.
Har du som blind eller svagsynet brug for hjælp til at komme gennem tiden, sidder et hold af frivillige klar til at give en hjælpende hånd. For at lave en aftale skal du kontakte Dansk Folkehjælp, hvor du skal oplyse dit medlemsnummer til Dansk Blindesamfund. Ring på tlf. 70 220 230 alle hverdage fra klokken 08:30-16:00 (fredag 08.30 – 13.30). Så snart de anmodning er registreret, går Dansk Folkehjælp i gang med at finde en frivillige fra dit lokalområde som kan hjælpe dig.